Vedtægter

§ 1

Foreningens navn er Antennelaug Odense Vest, dens hjemsted er Odense, og dens adresse er formandens.

§ 2
Foreningens formål er at drive et fællesantenneanlæg, og at formidle såvel inden- som udenlandske radio-, fjernsynsprogrammer og internet i overensstemmelse med de til enhver tid gældende bestemmelser fastsat af offentlige myndigheder for sådanne anlæg.

§ 3
Enhver, som er tilsluttet fællesantenneanlægget, skal være medlem af foreningen, og kun tilsluttede kan være medlem. Såfremt en boligforening søger om optagelse, optages denne som ét medlem. På en generalforsamling har en boligforening 1 stemme pr. påbegyndt 50 lejligheder, dog kan der maksimalt tildeles 5 stemmer.
Et medlem, som ikke respekterer nærværende vedtægter eller beslutninger, som er vedtaget på en generalforsamling, kan af bestyrelsen ekskluderes af foreningen. Ved en eksklusion afbrydes medlemmets tilslutning til fælles antenneanlægget.

§ 4
Fællesantenneanlægget, herunder kabler ind til en ejendom, og de i lejligheden opsatte stikdåser, ejes og vedligeholdes af foreningen, som dog ikke hæfter for beskadigelse af stikkabel, herunder overgravning.
Ethvert medlem skal i den anledning give adgang til evt. tekniske tilsyn af disse installationer. Installationerne må ikke ændres eller skiftes af andre end én af foreningen udpeget installatør.  For boligforeninger gælder, at antenneforeningen ejer og vedligeholder til og med det fordelingsskab, der er opsat ved boligforeningen. Ved evt. misligholdelse kan foreningen lade påkrav overgå til medlemmet.

§ 5
Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den foreningen til enhver tid hørende formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelse nogen personlig hæftelse.

§ 6
Generalforsamlingen er laugets højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i april/maj måned og indvarsles med mindst 3 ugers varsel, der bekendtgøres ved annoncering,  og på laugets hjemmeside www.odense-v.dk, med angivelse af dagsorden, der altid skal indeholde minimum:

1. Valg af dirigent
2. Beretning om foreningens virke i det forløbne år.
3. Aflæggelse af det reviderede regnskab og godkendelse heraf.
4. Fastlæggelse af kontingent for det kommende år.
5. Behandling af indkomne forslag.
6. Valg til bestyrelse og bestyrelsessuppleant.
7. Valg af intern revisor & revisor suppleant
8. Eventuelt.

Forslag til behandling under dagsordenens punkt 5 skal med navns underskrift tilstilles bestyrelsen senest 14 dage før generalforsamlingen finder sted.

Valg til bestyrelsen sker ved simpelt stemmeflertal.
Bestyrelsen består af 5 medlemmer, hvoraf højst 2 kan vælges fra medlemsblokke med reduceret kontingent, derudover af 2 suppleanter, dog således at der aldrig kan ændres i bestyrelsens sammensætning. Intern revisionen består af 1 medlem og en suppleant herfor. Alle valg til bestyrelse og intern revisor gælder for en 2-årig periode og således, at kassereren og 2 bestyrelsesmedlemmer afgår på ulige årstal, mens de 2 øvrige bestyrelsesmedlemmer og intern revisor afgår på lige årstal.
Ved ændringer i bestyrelsen, hvor den af bestyrelsen valgte formand og kassereren kommer på valg sammeår, tillades det dog at dette bestyrelse-medlem vælges for 1 eller 3 år
Alle suppleanter er på valg hvert år. Genvalg kan finde sted.

§ 7
Alle bestemmelser på en ordinær generalforsamling træffes ved simpelt stemmeflertal. Vedtægtsændringer kan dog kun vedtages, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede og to tredjedele heraf stemmer herfor, eller når to tredjedele af de mødte på en ordinær generalforsamling vedtager og henviser vedtægtsændringen til én af bestyrelsen med sædvanligt varsel indkaldt ekstraordinær generalforsamling og denne generalforsamling uden hensyn til de fremmødtes antal og ved simpel stemmeflertal godkender den ordinære generalforsamlings vedtagelse. Skriftlig afstemning kan begæres, hvis mindst 5 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer ønsker det.

§ 8
Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen finder anledning dertil, eller skal afholdes på forlangende af mindst 10 % af medlemmerne, der ved skriftlig henvendelse til bestyrelsen fremsætter begæring herom med forslag, der ønskes behandlet. En sådan ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes til afholdelse senest 30 dage efter fremsat begæring. Fortegnelse over laugets medlemmer kan i den anledning udleveres på forlangende. Der kan ikke, hverken på ordinære eller ekstraordinære generalforsamlinger, stemmes ved fuldmagt .Dog kan bestyrelsesmedlemmer, intern revisor og  suppleanter genvælges ved skriftligt og gyldigt fravær.

§ 9
Medlemskontingentet kan årligt stige med nettoprisindekset.
Højere kontingentstigning skal fastsættes af generalforsamlingen.

§ 10
Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand og sekretær.
Kassereren vælges på generalforsamlingen.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Bestyrelsen varetager alle laugets anliggender og er i øvrigt berettiget til, når den finder anledning dertil, at optræde med bindende virkning på laugets vegne. Dog kan låneoptagelse kun foretages efter vedtagelse på en generalforsamling. Bestyrelsen kan på intet tidspunkt forpligte medlemmerne ud over det fastlagte kontingent og afgifter af de af medlemmet valgte programmer.

§ 11
Foreningens regnskabsår er fra 1. januar til ultimo december.Det på generalforsamlingen fastsatte kontingent, skal sammen med de af programleverandører og offentlige myndigheder fastsatte afgifter, opkræves forud ¼ årligt pr. 1. december, 1. marts, 1. juni & 1. september. Kontingent, programafgifter, gebyr for fordelsaftalen & opkrævningsgebyr opkræves af foreningen eller programleverandøren.I hvert regnskabsår skal der henlægges 2½ % af ledningsnettets bogførte værdi til fornyelse og forbedring. Værdien reguleres hvert år under hensyntagen til evt. foretagne udvidelser.

§ 12
Dersom et medlem ikke efter påkrav har indbetalt den ham påhvilende forpligtelse til foreningens kasse, kan bestyrelsen lade medlemmets tilslutning til fællesantenneanlægget afbryde uden varsel og for medlemmets regning, og sagen kan overgives til inkasso.
Vedkommende medlem er forpligtet til at betale samtlige udgifter, der er en følge af manglende indbetaling, herunder evt. oplukningsgebyr eller nyt indskud.

§ 13
I tilfælde af, at et medlem ønsker at udtræde af lauget,  kan dette ske med et varsel på løbende måned + 30 dage afgivet til programleverandøren eller bestyrelsen.Ved ejerskifte hæfter den tidligere ejer for kontingent og afgifter indtil udmeldelse finder sted, og/eller den nye ejer indtræder i foreningen.Ved salg af ejendommen skal medlemskab af antennelauget påføres slutseddel og/eller skødet. Ophør af medlemsskab medfører ikke pligt for den udtrædende til at tilsvare nogen andel af foreningens bruttogæld, jvf. § 5, men den udtrædende kan ej heller gøre krav på andel i laugets aktiver. I tilfælde af udtræden er lauget berettiget til pr. udtrædelsesdagen at afbryde medlemmets forbindelse til fællesantenneanlægget.

§ 14
I tilfælde af et medlems død eller konkurs, er vedkommende successorer berettiget til at fordre medlemsskabet bragt til ophør med 1 måneds varsel ved udgangen af en måned.

§ 15
Laugets ophævelse, installationens nedlæggelse eller laugets optagelse i en anden forening kan besluttes i overensstemmelse med reglerne i § 7 for vedtægtsændringer.
På en generalforsamling, hvor endelig ophævelse sker, vælges et likvidationsudvalg på 3 medlemmer, der skal forestå laugets afvikling. Eventuelt overskud, efter at alle laugets forpligtelser er dækket, fordeles mellem de på ophørstidspunktet værende medlemmer.
Således vedtaget på den stiftende generalforsamling den 12. juni 1974.

Sidste ændringer vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling den 22. april 2014.